Hej Drøm.

I går lå jeg længe i min seng og vendte og drejede mig, mens jeg ventede på, at jeg ville falde i søvn. Jeg kunne ikke overskue at ligge der i mørket, helt vågen, med en ubehagelig kriblen under huden. Jeg begyndte at forestille mig, at jeg boede i New York og havde det liv, som jeg altid havde ønsket mig. Min hjerne var næsten helt slået fra, så det var ret ubevidst og uden kontrol fra min bedre-vidende halvdel, at jeg fik formet en fremtid, og lidt efter faldt jeg i søvn, og det blev til en drøm, der så alligevel virkede ægte. Den så ikke ud af meget, og den vil nok heller ikke lyde som det helt store, men da jeg vågnede i morges og kom i tanke om alle de tanker og selve drømmen, blev jeg glad.

Jeg boede i New York, ret cliché men whatever. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det uden at lyde vildt dum, men jeg havde fået tatoveret hele min højre arm. Fra skuldrene og ned til håndleddet. Jeg har faktisk tænkt længe over at få lavet tatoveringer i sort og hvid. Jeg synes, at det er pænt. "Du vil fortryde det, når du bliver ældre." - "Det vil kan gå hen og blive besværligt mht. fordomme, jobs osv." Jeg er ret ligeglade med fordomme og for det andet bevæger vi os i en retning, hvor der skal mere til for at skræmme, forbløffe eller noget andet, så en tatovering eller to ville ikke skræmme så mange. Heldigvis. Hvis jeg en dag står i den situation, hvor jeg ikke kan få det ønskede job, fordi de ikke vil ansætte en med tatoveringer, så er det bare synd. Vi bevæger os ikke fremad (om det så er godt eller dårligt) ved at være som flertallet. Så vil vi stadig stå det samme sted om 50 år, for alle retter ind og der er ingen problemer, og jeg vil langt hellere bevæge mig frem og prøve noget nyt - udforske og opleve - end at være og gøre det samme hele livet, fordi det vel er ok. Når, men jeg boede altså i denne her lille lejlighed, som så alligevel ikke føltes så lille, fordi jeg havde fået proppet så meget personlighed og indhold ind i. Den var hyggelig og varm og med en masse spændende ting, som understregede mig. Jeg ved det lyder vildt crazy, men jeg havde vist adopteret et barn og selv fået et. (Ja, vi er ret langt fremme, tror jeg.) (Ditte & Casper:) Vincent & Noah. Vincent var adopteret og var mørk. Han var et vildt kært barn, der altid var glad. Og så var der Noah, som ikke var adopteret, og som var lidt over et halvt år yngre end Vincent. Af en eller anden grund boede jeg alene med dem, og i drømmen var de 7-8 år. Selvom jeg boede alene med dem, var det som om, at jeg var gladest sådan. Det virkede virkelig ikke som om, at vi var en familie, selvom vi passede på hinanden og holdt af hinanden, men mere.. som om vi var tre bedstevenner, der tog ud og så baseball sammen, spillede spil mod hinanden, besøgte mine venner og alt muligt. Jeg sørgede for, at de lærte at se udenfor de rammer, der hurtigt blev sat af visse mennesker, og jeg var vildt glad. Mon det hele ender sådan?

Årh, jeg ved virkelig ikke, hvad det hele er for noget. Lol.